Hvad er Pilates?

Pilates er en unik metode, der koncentrerer sig især om at gøre muskelkorsettet stærkt igennem øvelser, hvor man træner musklerne indefra og ud. Derved opnår man at få en flad mave og en stærk ryg.

Pilates er udfordrende, dog ikke udmattende. Det er en sammensætning af langsomme præcise bevægelser kombineret med åndedrætsøvelser, der forbedrer balance, smidighed og styrke.

Der er fokus på præcisionen i bevægelsen, mere end på hvor mange gange denne gentages. Der arbejdes meget intensivt med at kontrollere og stabilisere bækken, ryg, skuldre og nakke. Konstant arbejdes med muskelkorsettet omkring rygsøjle og talje (kropscenter/CORE).

Pilates er:

– Generel træning af hele kroppen
– Forbedring af kropsholdning
– Forbedring af styrke og udholdenhed i musklerne omkring rygsøjlen
– Forbedring af smidigheden i musklerne omkring rygsøjlen

Pilates øvelserne er effektive og giver lynhurtigt et synligt og mærkbart resultat; de giver dig en stærk, spændstig krop og ved at træne musklerne rigtigt vil dine spændinger og din stivhed mindskes, dine leds bevægelighed øges, og du genvinder kroppens naturlige balance, fladere mave, længere, slankere muskler og en mere strømlinet figur. 

Pilates er træning som kan hjælpe dig med at forebygge rygskader og lindre og forhindre smerter i ryg og lænd.

Udover at din krop bliver stimuleret af øvelserne, så bliver evnen til at fokusere på dig selv og på hver en centimeter af kroppen, på at holde fokus og koncentration også udfordret i hver eneste øvelse, for hver eneste Pilates øvelse er bygget op omkring grundprincipperne:

Vejrtrækning, Koncentration, Kontrol, Centrering, Præcision, Vejrtrækning og Flow.

Pilates gør forskellen! Pilates er træning for livet!

CORE stabilisering

CORE-stabilisering er nøglen til Pilates. 

Det er vigtigt at styrke den centrale del af kroppen for at kunne bevæge sig mest effektivt. Hvis dit kropscenter (CORE) er stærkt, er du bedre i balance, og det vil have stor virkning på resten af kroppen. 

Gennem CORE-stabilisering skaber du “et korset” af styrke rundt om din krop for at beskytte rygsøjlen og de indre organer. Denne styrke kan du benytte til at kontrollere din bevægelser, mens du beskytter rygsøjlen.

Mange træner uden at tænke over begyndelsen af hver eneste bevægelse. Resultatet er, at vi bevæger os dårligt, hvad der giver øget risiko for, at vi overbelaster musklerne og påfører os selv store skader. Pilates træner dig i at benytte dit “korset” ved begyndelsen af hver bevægelse. I hver øvelse begynder du med at styrke dit kropscenter (CORE), før du arbejder med nogle af de andre muskler. På den måde lærer du at begynde inde fra centret i kroppen.